Delte erfaringer, nye perspektiver, stærkere kunst
Henriette Hellstern er vært på vores nye podcast Kunst & Kundskab. I dette indlæg deler hun sine refleksioner om behovet for at vi deler erfaringer, viden og netværk så livet som kunstner bliver meningsfuldt og fyldt med stærke relationer. Længe leve de nærende samtaler!
Når et råd rammer plet
Hvornår har du sidst fået et råd, du faktisk kunne bruge til noget i dit kunstneriske virke?
Altså… sådan et, der ikke bare var “du skal bare være dig selv” eller “husk nu at networke”, men et, der satte sig i dig og blev en af dine leveregler som kunstner?
De fleste af os får sjældent sådan et guldkorn - men når det sker, er det guld værd. Og det skal deles.
Ingen facitliste i kunsten
I kunstbranchen findes der ingen manual, ingen cheat codes. Vi roder alle rundt på hver vores måde, og det er måske derfor, livet som kunstner kan føles som at hænge på et pendul: Nogle dage er verdens bedste, andre dage er virkelig hårde.
Men noget vi har til fælles, er nysgerrigheden, inspirationen og det at vi kan forme vores liv gennem hænder, stemmer, ord og blikke. Kort sagt: Vi har noget på hjerte, og vi bidrager til samfundet med det.
Samtaler som drivkraft
Midt i den rejse har man brug for nogen at vende tingene med. En af de bedste måder at få nye perspektiver på, er at snakke med andre, der også befinder sig midt i det kreative kaos.
Vi er alle eksperter i vores egne hjørner af kunsten, og i De Kreatives Forretning tror vi på, at viden skal deles. Ellers risikerer vi at ende som ensomme genier - og det er altså sjovere at være gale sammen end alene!
Ny podcast: Kunst & Kundskab
Derfor har jeg kæmpe glæde i hjertet, når jeg nu kan afsløre: Den tidligere podcast Den Kreative Forretning med Signe Sylvester har fået en lillesøster!
Og nej, det er ikke en skrigende baby, der holder dig vågen om natten - det er en frisk ny podcast ved navn Kunst & Kundskab.
Hvad kan du forvente?
Jeg er hoppet i værtstøjet, og taler med fantastiske gæster som rundhåndet deler ud af deres oplevelser, råd og tanker.
Gennem levende dialoger, live events og gruppesnakke - vender vi spørgsmål om samarbejder, patchworkøkonomi, skaberkraft, motivation, rettigheder, trivsel, projektledelse, fællesskab, kunstnerliv m.m.
Indimellem overtager mine dygtige kollegaer mikrofonen og dykker ned i andre perspektiver af relevante emner, og vi lover det ikke bliver kedeligt.
Din nye ven i ørene
Så hvis du sidder fast, trænger til en saltvandssprøjtning i årene, eller bare er nysgerrig på, hvad der rør sig i kunstverdenen lige nu, så er Kunst & Kundskab din nye ven i ørene.
Du finder den der, hvor du lytter til podcasts.
Det er en underdrivelse at sige, at jeg glæder mig! Har du input, ønsker eller feedback, så send os dine tanker. Vi er her for dig, kære kunstner, fordi vi ønsker, at du har et bæredygtigt arbejdsliv. Længe leve de nærende samtaler!